Jeg gætter på, at Guldfuglene er fløjtende ligeglade med kritikken af råddent arbejdsmiljø – det er problemet

Ingen kan være overrasket. Selvfølgelig måtte der komme historier om et råddent arbejdsmiljø i en af Danmarks mest succesfulde og mest lukkede gigantvirksomheder. Det er opsigtsvækkende og voldsomt, når der fra 25 nuværende og tidligere ansatte i den grønne gigantfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) i Berlingske tales om en »væmmelig« og »giftig« arbejdskultur præget af frygt, stress og et knusende pres, der kan knække selv de mest hårdføre. Nu ville det være fristende at hidse sig op og hudflette CIP og ikke mindst kvartetten af mennesker, som har skabt den gigantiske grønne kapitalforvalter. Kvartetten går selv i dag under navnet »Guldfuglene#«, fordi CIP næppe var blevet skabt, hvis en sag om vild aflønning i det gamle statslige energiselskab Dong ikke for 13 år siden havde udløst en fyreseddel til de fire stiftere: Jakob Baruël Poulsen, Christina Grumstrup Sørensen, Christian T. Skakkebæk og Torsten Lodberg Smed. Ud af fyresedlen skabte de CIP, som måske er en af verdens mest succesrige grønne kapitalforvaltere med op mod 300 milliarder kroner i investeret kapital, ikke mindst fra danske pensionskasser. Man finder simpelthen ikke noget mere kapitalistisk end CIP. Man skal være ganske imponeret over, hvad de fire stiftere af CIP har skabt, og hvordan de direkte bidrager til klodens grønne omstilling. Derfor skal man selvfølgelig stadig opføre sig ordentligt over for sine ansatte. Det er imidlertid ikke Charles Dickens, man skal læse for at forstå arbejdsmiljøet i CIP. De ansatte bliver ikke som i Oliver Twist »håndmadet med udvandet vælling«, og vægge og lofter er heller ikke »sorte af alder og snavs« i det nye hovedkvarter med havudsigt i Nordhavn. Oliver Twist ville drømme om lønnen. Når man ved, at der er cirka 500 ansatte i danske CIP, og at de bruger 900 millioner kroner på lønninger, så ligger den gennemsnitlige løn for ansatte i kapitalfonden på 1,5-2,0 millioner kroner om året. Dem, der bliver ansat i CIP, kan heller påstå sig uvidende om regimet i CIP, selvom virksomheden traditionelt er meget lukket. »De talenter, der kommer ind hos os, skal passe ind i vores forretning. Vi har en ret klar vurdering af, hvilket materiale man skal være lavet af, og hvilken indstilling man skal have for at gøre en forskel her,« sagde Christian Skakkebæk i et interview med Berlingske i maj sidste år. Det er den venlige udgave. Da Berlingske i 2022 tegnede det første store portræt af CIP blev der tegnet et klarere billede af, hvordan lederen af kvartetten, Jakob Baruël, er at arbejde for. Der blev beskrevet et menneske med en manisk og ikke særlig sund tilgang til arbejdslivet: »Medarbejdere kunne blive pisket gennem en kynisk arbejdsmølle, hvor det aldrig var godt nok, lyder nogle af de mere kritiske røster,« skrev vi dengang. Christian Skakkebæk siger i samme artikel, at de i Dong-årene navngav projekter efter de ferier, de havde måttet droppe, ligesom han midt om natten under et stort opkøb måtte smide de juridiske papirer for overhovedet at overvære sin første søn komme til verden. Skakkebæk må have en meget forstående kone. Folk, der lader sig ansætte i CIP, må ved en enkelt søgning på internettet kunne regne sig frem til, at det er en slags pagt med djævlen. Man får naturligvis ikke op mod to millioner om året på en 37 timers arbejdsuge, konstante medarbejdersamtaler, emsige tillidsfolk, seks ugers ferie og barnets første sygedag. Men derfor skal man alligevel opføre sig ordentligt over for de ansatte. Mødt med kritikken er det, som CIP kan svinge sig op til, et skriftligt svar. Her er ingen appetit på at stille op til et interview om forholdene. I det skriftlige svar må CIP naturligvis vedstå indholdet i den e-mail, som investeringsdirektør Mads Skovgaard-Andersen, havde sendt rundt, da CIP internt skulle håndtere deres viden om, at Berlingske arbejdede på en artikel om arbejdsforholdene i kapitalfonden. I e-mailen, der blev sendt til de ansatte, står der, at der er blevet indberettet nogle få – »a few instances« – af chikane i CIP. Mads Skovgaard-Andersen kan derfor ikke svare andet end, at der vil blive slået hårdt ned på chikane. Vi herude på den anden side, vil naturligvis gerne vide, om det er en af guldfuglene, som er blevet indberettet. Og så lover CIP i deres svar til Berlingske desuden, at man konstant forsøger at give medarbejdere den nødvendige støtte til at rapportere problemer fortroligt. Javel, ja. Måske Christian Skakkebæk, som hyppigere lader sig citere i pressen end Jakob Baruël, er mere ærlig. I interviewet i maj sidste år erkendte han, at der med højt til loftet og meget ansvar også kommer et pres, ligesom han slog fast, at CIP kan være et hårdt sted at lande for ambitiøse unge mennesker. »Det er ikke for alle,« lød det. For 1,5-2,0 millioner kroner eller mere om året i løn må man forvente noget hardship. Historierne om et hårdt arbejdsmiljø i CIP er ikke unikke. Kort før sommerferien kunne mediet Børsen berette om en brutal ledelsesstil fra topchef Jens Lund i DSV. I januar var der i mediet Finans beretninger om et utrygt arbejdsmiljø med mistrivsel og oplevelser med seksuel chikane i advokatfirmaet Plesner. Sagen i Plesner udløste en fyreseddel til en partner i advokatfirmaet. Det er velkendt, at der blandt andet i store advokatvirksomheder, kapitalfonde og i store konsulenthuse ligesom i CIP er tale om ekstremt krævende arbejdspladser. I Berlingskes artikel taler psykolog Malene Friis Andersen om virksomheder med en high performance-arbejdskultur, hvor jobbet er en slags »ekstremsport«. Vi bør elske virksomheder som CIP, McKinsey, BCG eller store advokathuse som Gorrissen Federspiel eller Bech Bruun for at skabe kulturer, hvor der både aflønnes godt og arbejdes hårdt. Til high performance-arbejdspladser kan man føje mange andre, herunder også i en række af de tunge ministerier som Finans- eller Statsministeriet. Det er ekstremt værdiskabende for vores samfund såvel som for de mennesker, som arbejder i dem, at de findes. Her er der ingen, som taler om en 37 timers arbejdsuge. High performance-medarbejderne betaler i øvrigt også rigtig meget i skat, fordi de ofte tjener mange penge. Derfor vil det være en dundrende underskudsforretning for samfundet at indlede en klapjagt på CIP eller andre high performance-arbejdspladser. Man kan tale det en subkultur. Jeg tror, at guldfuglene i CIP er fuldstændig ligeglade med artiklen i Berlingske om deres arbejdsmiljø. Det er lige før, at jeg tror, at de sætter pris på den, fordi de så får flere af de rette ansøgere, som ved, at de skal acceptere absurde arbejdstimer og tilsyneladende også en mere eller mindre grotesk ledelsesstil. Hvad folkene i CIP, Plesner og DSV ikke fatter er, at de, de ansætter, i modsætning til Oliver Twist har både stor selvtillid og højt selvværd – de har ligesom guldfuglene selv stærke egoer og finder sig ikke i alt i al evighed. I Berlingskes interview i 2022 sidder Jakob Baruël selv og hælder vand ud af ørene om, hvordan han selv blev behandlet, da han blev fyret i Dong. Det er lidt pinligt. »Forløbet var jo besynderligt. Totalt besynderligt. Og uprofessionelt, hvis du spørger mig. Jeg ville aldrig selv drømme om at behandle nogen mennesker på den måde,« sagde Jakob Baruël. Der er intet galt med at have en high performance-kultur, hvor man stiller høje krav til gengæld for en høj løn. Det, der er galt, er, at high performance-kulturer skaber personer, der åbenbart kører ud over grænsen for acceptabel adfærd, så det ender i frygt, stress, udskamning og et dårligt arbejdsmiljø. Og for dem, som oplever det, er det ikke meget bedre end at være stakkels Oliver Twist. Derfor burde guldfuglene i CIP tage kritikken af deres arbejdskultur langt mere alvorligt, end jeg tror, at de gør. Man skal nemlig opføre sig ordentligt over for sine ansatte. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/jeg-gaetter-paa-at-guldfuglene-er-floejtende-ligeglade-med-kritikken-af